Kapitel 14.

Emma og jeg vågnede sent næste dag, og Emma tog hjem. Jeg gik ud til min mor og hun spurgte med det samme om hvordan det havde gået med koncerten og mødet. Jeg havde nemlig ikke nået at fortælle hende noget, da jeg havde haft så travlt med at snakke med Emma. Jeg fortalte hende alt hvad der var sket, med at Emma var blevet ’One Less Lonley Girl’, og at da vi skulle sige farvel til Justin efter mødet, så ville han lige snakke med mig.

Efter vi havde snakket færdig, gik jeg op på mit værelse. Jeg fik en sms fra justin, hvor der stod:

Hey Malou.

Angående i aften, så skal du tage noget fint tøj på, for vi skal ud at spise et fint sted.

Ses, Justin J.

Okay nu skulle jeg til at finde noget pænt at tage på. Jeg kiggede ind i mit klædeskab og mine øjne faldt straks på én bestemt kjole. Jeg tog den ud af skabet og lagde den på min seng. Det var en rød, knælang kjole, som jeg havde købt engang min mor og jeg havde været ude at rejse. Jeg havde aldrig rigtig brugt den, og det var nok fordi den var lidt prangende. Jeg overvejede lidt om jeg kunne tage den på, og besluttede så til sidst at jeg ville gøre det.

Jeg begyndte at gøre mig klar. Jeg fandt nogle stiletter der passede til kjolen og nogle smykker. Jeg tog noget makeup på, og så var jeg klar.

Jeg gik hen til vinduet da jeg kunne høre en bil. Jeg kunne se at der kom en limousine kørende hen af vejen. ”Wow” sagde jeg stille for mig selv. Jeg gik ned af trapperne, og ned til min mor. Da hun så mig, smilte hun stort. ”Hvor ser du godt ud, skat!” sagde hun og gav mig et kys på kinden. ”Jeg smutter nu mor, Justin venter udenfor på mig”. Jeg gik ud af døren og et af vinduerne i limousinen blev rullet ned og Justin kiggede ud med store øjne. ”Wow jeg vidste ikke at du boede i sådan et stort hus” sagde han og kiggede over på mig. Da han fik øje på mig blev hans øjne endnu større. Han trådte ud af limousinen og gik hen til mig. ”Du ser godt ud” sagde han med et sødt smil, og krammede mig. Han fulgte mig hen til limousinen og han hjalp mig ind.

Da vi var kommet ind, begyndte den at køre. ”Jeg vidste godt nok ikke at du boede i sådan et stort hus! Har i mange penge eller hva?” spurgte Justin om. ”Det kunne du jo heller ikke vide, og ja, altså min far var chef i et kæmpe firma så han tjente en masse penge”. Jeg smilte til ham. ”Han var? Hvad mener du med det?” Jeg kiggede ned på mine hænder. ”Han er død..” sagde jeg lige så stille. Det var ved at være noget tid siden, men det gjorde mig stadig lidt trist at tænke på det. ”Ej det må du undskylde, det er jeg ked af at høre!..” Jeg kunne se at han kiggede lidt bekymrende på mig. ”Det er okay, det er ved at være nogle år siden nu”. Jeg smilte til ham. ”Han var heller ikke så meget hjemme. Han var tit ude at rejse, og han var ikke en helt så stor del af familie. Alle de penge han tjente fik vi heller ikke nogle af, men da han så døde, fik vi dem. Det har været rigtig svært efter han døde at holde humøret oppe, og det var der nogle der udnyttede sig af. Folk fra min skole begyndte gerne at ville være sammen med mig, og det blev jeg selvfølgelig glad for, men jeg fandt så ud af at det ikke var mig de kunne lide men kun mine penge. Så jeg har haft mange problemer med at stole på folk”. Jeg vidste ikke hvorfor jeg fortalte Justin alt det her. Det var bare som om det hele røg ud af mig. ”Jeg synes ikke man kan mærke på dig at du har problemer med at stole på folk” sagde han. ”Det er også noget andet med dig. Det er som om jeg har kendt dig i så lang tid, og så er du så let at snakke med. Så glemmer jeg helt alt det der er sket i min fortid”. Vi smilte til hinanden. Jeg kiggede ud af vinduet og det så vist ud til at vi var fremme. Vi holdt i hvert fald stille. Justin kom om på min side og åbnede døren for mig. Jeg kiggede ud på det sted vi var. Det lignede jo et palads. Det var kæmpe stort, og rigtig flot.