Kapitel 7.

Jeg stod op om morgen og spiste morgenmad. Jeg kom i tøjet og gjorde mig klar. Da jeg var færdig gik jeg ind på mit værelse og ventede. Jeg ville ikke tage af sted lige med det samme, da jeg var stået rimelig tidligt op. Så jeg ventede en lille times tid.

Da det så var tid gik jeg lige så stille der over mod. Jeg var lidt nervøs for hvordan det ville komme til at gå, så jeg skyndte mig ikke specielt med at komme der over.

Da jeg var kommet der hen, bankede jeg på døren. Døren blev forsigtig åbnede, og jeg kunne høre et snøft. Det var Emma der åbnede døren. Man kunne godt se at hun havde grædt, og hun så rimelig trist ud. Hun prøvede på at smile til mig, men jeg kunne godt se på hende at det var falskt. Jeg havde kendt hende i rigtig lang tid, og kunne godt se hvornår hun spillede, og hvornår hun ikke gjorde.

Jeg spurgte om jeg ikke måtte komme ind. Hun så tøvende på mig, men åbnede så døren helt, så jeg kunne få ind. Vi gik ovenpå på hende værelse, og satte os ned i hendes seng. Jeg var besluttede på at jeg ikke ville lade mig distraherer af noget, denne her gang.

”Hvad er der sket” spurgte jeg hende bekymrende om. Hun kiggede ned i sengen, og jeg kunne se at der var en tåre der trængte på. Jeg gav hende et kram og hun begyndte at græde. Jeg trak mig ud af krammet. ”Søde, hvad er der i vejen?”. Hun snøftede. ”Det er bare fordi… Sebastian ik…” Sebastian var Emmas kæreste. ”Han… har… slået.. op”. Hun begyndte at græde endnu mere. Jeg så undrende på hende. Kunne det virkelig passe? De to havde været uadskillelige det sidste halve år, og så var det bare lige pludselig slut. Jeg krammede hende igen, bare længere tid denne gang. ”Hvordan kan det være?!...” Jeg kunne ikke tro det. ”Jeg ved det ikke… Han sagde bare… noget med at han ikke var forelsket i mig mere…”. Hvordan kunne han tillade sig at sige sådan noget?! Man kan da ikke bare elske person det ene øjeblik og så det næste ikke alligevel… ”Du fortjener bedre end ham, når han kan finde på ar gøre sådan noget!” sagde jeg bestemt til hende. Jeg var ved at være rimelig irriteret. ”Jeg ved det godt… Men… Jeg elsker ham jo…”. Jeg kunne godt se hvad hun mente. Selvom han havde gjort noget så dumt, kunne hun jo ikke bare slette sine følelser, sådan lige pludselig.   

Kapitel 6.

Og der var han. Justin Bieber! Han rejste sig op og begyndte at gå hen imod mig. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og fokuserede meget på ikke at flippe ud. Han gik hen til mig og gav mig et kram og sagde hej. Jeg stivnede fuldstændig og var helt mundlam.

”Var det ikke dig der gik ind i mig den anden dag?!” røg det ud af mig. Jeg tog mig til munden for at holde flere ord ude. Jeg kiggede på Justin og kunne se at han smilte. Da jeg så hans smil, kom jeg også til at smile. Jeg fjernede mine hænder fra min mund, og kiggede lidt ned i gulvet. Jeg rødmede.

”Jo det var det, du må undskylde at jeg ikke så dig” sagde han og tog fat om mine skulder, og kiggede mig i øjnene. Jeg kunne se han så lidt undrende på mig. ”Hvorfor virker du bekendt?” spurgte ham mig. ”Jeg var med til din koncert i sidste uge, og jeg var oppe på scenen som ’One Less Lonley Girl’” sagde jeg og smilte. ”Nåh ja nu kan jeg huske dig, jeg synes nok jeg kunne genkende de øjne”. Jeg blev lidt genert igen, og kiggede ned i gulvet. Han gik tættere ind til mig og krammede mig igen. Jeg så lidt undrende på ham. Hvorfor gjorde han nu det igen? Men jeg var ret ligeglad, det var dejligt.

Han førte mig hen til sofaen, og vi satte os ned for at snakkede. Han var rigtig sød og sjov. Han spurgte ind til hvad jeg lavede i fritiden, og så kom der lige en sjov bemærkning ind en gang i mellem. Tiden gik hurtigt, og inde jeg fik set mig om skulle jeg til at hjem. Han fulgte mig ud, og vi krammede igen til sidst.

Da min mor og jeg var kommet ind i bilen, spurgte hun om hvordan det havde gået. Jeg hørte hende ikke, jeg var i min helt egen verden. Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, og kunne egentlig ikke helt forstå det der lige var sket. Han kunne huske mig. Justin Bieber kunne huske mig! Det var helt utroligt. Jeg glædede mig til at komme hjem og fortælle det hele til Emma.

Og det gjorde jeg med det samme da jeg kom hjem. Imens jeg snakkede med hende, lød hun ikke helt så glad som hun plejede. Jeg spurgte hende om der var noget galt, men hun sagde at der ikke var noget, og så spurgte hun ind til noget med Justin, og jeg lidt distraheret. Men da vi var færdige med at snakke, fik jeg lidt dårlig samvittighed over at jeg ikke havde gjort mere ved det, og ikke havde prøvet at få noget ud af hende.

Jeg besluttede mig for at lægge mig til at sove, og så ville jeg tage over til hende i morgen for at snakke med hende. 

Kapitel 5.

Jeg synes dagene gik vildt langsomt. Det var kun 7 dage, men alligevel føltes det som 2 år. Men endelig var det dagen derpå. Jeg stod op om morgen og spiste morgenmad som sædvanlig, jeg skulle først ind at møde ham ved en tre tiden, så jeg havde god tid.

Endelig blev klokken to, og vi skulle til at af sted. Selvom vi ikke skulle særlig langt, kørte vi alligevel i god tid, vi vidste jo ikke hvad der ventede os. Det var inde i byen, i et eller andet hus, som jeg, selvom jeg havde været i byen MANGE gange, sjovt nok aldrig havde lagt mærke til. Det var egentlig i rigtig god stand, og kunne næsten godt ligne et mini hotel. Der så ret øde ud, udefra, og jeg blev lidt urolig for om det var det rigtige sted vi var kommet hen. Jeg tog mit brev frem, og kigge på adressen. ”Det er her” sagde jeg, med et forundret blik i mine øjne.

Min mor og jeg åbnede døren ind til huset. Der var helt stille og mørkt, da vi først trådte ind. Men så kom der en høj, stor, mørk mand frem og sagde vi skulle følge efter ham. Vi gik igennem gange og op af trapper, og da jeg troede vi snart ikke kunne gå meget længere, var vi der. Der stod to vagter foran en dør, hvor jeg gik ud fra, Justin var inde bag. Vagterne åbnede forsigtigt døren, og jeg kiggede nysgerrigt der ind. Jeg tog et skridt frem og så over min skulder for at se om min mor var med. Jeg kunne se at hun var blevet holdt tilbage af vagterne, hun måtte åbenbart ikke komme med ind. ”Jeg venter her ude på dig, skat” sagde hun, og smilte til mig. Døren blev lukket bag mig, og jeg fik et lille chok. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive lidt nervøs. Jeg gik lidt længere ind i rummet, og kunne begynde at ane en person der sad på en sofa i den ene ende af rummet. 

Kapitel 4.

Da jeg kom hjem til min mor, fortalte jeg hende også om hvad der var sket, og hvad jeg havde set. Hun synes også det lød lidt mærkeligt og usandsynligt. Men jeg troede nu stadig selv på det.

Om aftenen sad jeg inde på mit værelse og så noget tv, da min mor pludselig kom ind. Hun gik hen imod mig og jeg kunne se at hun havde en konvolut i sin ene hånd. ”Hvad er det for et brev du har i hånden?” spurgte jeg hende. ”Det er et blev til dig” sagde og havde et lidt mærkeligt ansigtsudtryk. ”Hvem er det fra?” ”Det ved jeg ikke? Prøv at åbne det.” Da jeg havde fået brevet i hånden åbnede jeg det forsigtigt, mens min mor så til. Jeg foldede papiret ud, og læste hvad der stod der i. Jeg fik store øjne, og min mor så undrende på mig. ”Jeg skal møde… Justin… Bieber..?!” Jeg var helt tav, og kunne ikke rigtig forstå hvad der var sket. For et par uger siden havde jeg tilmeldt mig en konkurrence hvor man kunne vinde et møde med Justin Bieber. Jeg havde næsten helt glemt det, da jeg ikke troede jeg havde en levende chance. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. ”Er det rigtigt? Må jeg se.” sagde min mor, og tog brevet ud af mine hænder. Jeg tror hun var lige så forbløffet som jeg var. ”Det ser vist rigtig nok ud” sagde hun efter hun havde læst brevet, og gav mig et lille smil. Jeg kunne stadig ikke tro det. Jeg kiggede ned i mine hænder, de var blevet lidt svedige, og jeg kunne mærke at mit hjerte lige så stille begyndte at slå hurtigere. Jeg skulle virkelig møde ham, igen! Jeg var lidt spændt på om han ville kunne huske mig fra koncerten. Han så jo sikkert en hel masse mennesker hver dag, så hvorfor skulle han kunne huske mig. Og desuden var det først om en uge mødet var. Men det var dog ikke noget der kunne få mit humør til at falde. Jeg smilte til min mor, da hun var på vej ud af døren.

Jeg satte mig ud på verandaen for at ringe til Emma, det her skulle hun selvfølgelig høre med det samme! Jeg kunne høre hun var glad på mine vegne, og det var dejligt. Vi snakkede sammen et par timer, før jeg kom til at kigge på klokken og fandt ud af at klokken var ret mange, og så gik jeg i seng. 

Kapitel 3.

Det var på tide at få noget morgenmad. Jeg gik nedenunder, i køkkenet, og så at min mor var der. ”Godmorgen skat” sagde hun da hun også så mig. ”Godmorgen.” ”Skal jeg lave noget morgenmad til dig?” ”Ja det må du gerne” sagde jeg til hende og satte mig ned ved bordet. Jeg var meget træt, jeg havde ikke fået sovet særlig meget, fordi min mor og jeg havde brugt det halve af natten på at snakke om koncerten. Min mor var altid god at snakke med, og hun forstod mig. Vi kunne bruge flere timer på at snakke sammen.

Efter jeg havde spist morgenmad, besluttede jeg mig for at ringe til Emma og spørger om hun ville med i byen. Det ville hun heldigvis godt. Vi fik snakket en hel masse om koncerten, og om at jeg var blevet ”One Less Lonley Girl”. Hun var rigtig glad på mine vegne, selvom hun ikke selv var helt så glad for Justin Bieber som jeg var, men hun kunne hun godt sætte sig ind i mit sted.  

Vi gik ind i lidt forskellige butikker og vi fik også købt lidt. Da vi var på vej hjem, kom der en dreng gående den modsatte vej. Han gik med hovedet helt sænket, så man ikke kunne se hans ansigt for hans cap. Han havde åbenbart ikke set os, for da vi skulle gå forbi hinanden, gik han ind i mig. Han hævede forsigtigt hovedet, så man kunne se hans ansigt. ”Hey er det ikke…” Nåede jeg at sige, men pludselig var han væk. ”… Justin Bieber?!” Jeg vendte mig rundt, men han var ikke at se nogen steder. Var det bare mig der havde set forkert eller var det virkelig ham? Emma havde slet ikke lagt mærke ham, hun havde hovedet fuldstændig begravet i sin iPhone. ”Emma så du ikke lige ham der gik forbi?” ”Hvad snakker du om, jeg så da ikke nogle?” Jeg blev helt i tvivl om det over hovedet var sket, eller om det bare var man fantasi. ”Jeg er altså sikker på at det var Justin Bieber der lige gik forbi før. Men lige pludselig var han bare væk?” Jeg kunne godt se på Emma at hun synes jeg var lidt skør. Men jeg troede altså virkelig jeg så ham!

Kapitel 2.

Jeg kiggede tilbage og der stod han! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, men prøvede at tænke på hvad Jack havde sagt om at jeg skulle forholde mig i ro. Det var meget svært at tænke klart når han stod lige foran mig og begyndte at synge. Jeg troede jeg skulle dø, og begyndte selvfølgelig at tude!

Det var helt fortryllende, og de bedste 3 minutter og 49 sekunder i mit liv! Men det gik alt for hurtigt. Lige pludselig var det hele slut. Sangen var færdig, jeg var kommet ud med mine blomster og minder. Lige så meget som jeg det havde været en fed oplevelse, var jeg rigtig agelig over at det var slut. Før jeg vidste af det var jeg vågnet op dagen efter, og fuld af en hel masse følelser jeg ikke kunne holde styr på. Jeg var rimelig forvirret over at det her virkelig var sket for mig, lille ubetydelige mig, men samtidig var jeg også overlykkelig for at have haft muligheden for at opleve det. Jeg var også lidt ked af at det hele var slut, sådan lige pludselig, og at jeg vidste der nok aldrig ville ske noget lignende igen.

Jeg gik ud af min store seng, og gik ud på min lille veranda for at kigge ud over søen vi havde i vores baghave. Det var altid et godt sted at komme ud for at tænke. Og tro mig, der var meget at tænke over i mit liv.

Jeg boede i et kæmpe hus sammen med min mor. Min far døde for nogle år siden, og vi arvede en masse penge af ham, fordi han ejede et kæmpe firma. Så penge det var ikke et problem, men problemet var at jeg havde svært ved at finde ud af hvem der var mine venner og hvem der ikke var. Efter min far døde og vi havde fået alle de penge, begynde folk at bruge mig for pengenes skyld. Det betyder så også nu at jeg har meget svært ved at stole på folk. Men jeg har en rigtig god veninde, som jeg ved jeg altid kan stole på, og hun hedder Emma. Jeg har også andre venner, men hun er den bedste. Vi har været bedste veninder lige så lang tid som jeg kan huske. Jeg ved at jeg altid kan regne med hende. 

Kapitel 1.

Jeg var lige vågnet op efter den mest fantastiske aften i mit liv! Jeg havde været til koncert med selveste Justin Bieber! Jeg havde prøvet at få en af mine veninder med ind at se ham, sammen med mig, men alle mine veninder kan ikke lide ham.. Så det var lidt en umulighed. Men efter jeg var kommet ind til koncerten og det hele var begyndt, havde jeg helt glemt at jeg var alene. Der var så mange mennesker, og man følte næsten man kendte dem alle sammen. 

Efter at Justin Bieber var kommet ud og havde sunget i lidt tid, kunne jeg pludselig mærke at der var en der prikkede mig på skulderen. Først troede jeg bare det var en af fansene der stod bag ved mig, der havde skubbet til mig eller noget, men da jeg blev prikket endnu engang, vendte jeg mig om og så at der stod en mand som lignede en af dem der arbejder bag scenen. Det var meget svært at høre hvad det var han sagde, pga. alle de skrigene fans, men til sidst fandt jeg ud af hvad han prøvede at sige til mig. Han ville have at jeg skulle følge med om bag scenen, for jeg skulle være ”One Less Lonley Girl”! Jeg kunne ikke fatte mine egne øre. Jeg var i totalt chok og mundlam, men kunne lige tage mig sammen til at følge efter manden om bag scenen.
Omme bag scenen var der rent kaos! Folk løb rundt og skulle klare en hel masse ting. Manden der havde ført mig om bag scene, fortalte mig at han hed Jack. Imens jeg stod og ventede på at komme ind på scene, fik jeg af vide at så snart jeg kom der ind måtte jeg ikke skrige, overfalde ham eller flippe ud. Det var selvfølgelig rigtig svært at lade vær med, da dørene ind til scene pludselig blev åbnet og jeg blev sendt ud på scenen.
Jeg kunne høre at musikken til ”One Less Lonley Girl” begyndte og alle fans begyndte at skrige som aldrig før. Da jeg var kommet et stykke ud på scenen, kunne jeg se den stol, midt ude på gulvet, som jeg skulle sidde på. Men der manglede noget. Jeg kunne ikke se Justin nogle steder. Pludselig kunne jeg så mærke at der var en der tog fat i mine arme bagfra.