Kapitel 2.

Jeg kiggede tilbage og der stod han! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, men prøvede at tænke på hvad Jack havde sagt om at jeg skulle forholde mig i ro. Det var meget svært at tænke klart når han stod lige foran mig og begyndte at synge. Jeg troede jeg skulle dø, og begyndte selvfølgelig at tude!

Det var helt fortryllende, og de bedste 3 minutter og 49 sekunder i mit liv! Men det gik alt for hurtigt. Lige pludselig var det hele slut. Sangen var færdig, jeg var kommet ud med mine blomster og minder. Lige så meget som jeg det havde været en fed oplevelse, var jeg rigtig agelig over at det var slut. Før jeg vidste af det var jeg vågnet op dagen efter, og fuld af en hel masse følelser jeg ikke kunne holde styr på. Jeg var rimelig forvirret over at det her virkelig var sket for mig, lille ubetydelige mig, men samtidig var jeg også overlykkelig for at have haft muligheden for at opleve det. Jeg var også lidt ked af at det hele var slut, sådan lige pludselig, og at jeg vidste der nok aldrig ville ske noget lignende igen.

Jeg gik ud af min store seng, og gik ud på min lille veranda for at kigge ud over søen vi havde i vores baghave. Det var altid et godt sted at komme ud for at tænke. Og tro mig, der var meget at tænke over i mit liv.

Jeg boede i et kæmpe hus sammen med min mor. Min far døde for nogle år siden, og vi arvede en masse penge af ham, fordi han ejede et kæmpe firma. Så penge det var ikke et problem, men problemet var at jeg havde svært ved at finde ud af hvem der var mine venner og hvem der ikke var. Efter min far døde og vi havde fået alle de penge, begynde folk at bruge mig for pengenes skyld. Det betyder så også nu at jeg har meget svært ved at stole på folk. Men jeg har en rigtig god veninde, som jeg ved jeg altid kan stole på, og hun hedder Emma. Jeg har også andre venner, men hun er den bedste. Vi har været bedste veninder lige så lang tid som jeg kan huske. Jeg ved at jeg altid kan regne med hende.